50 læringer fra mine første
500 dage som selvstændig
Jeg husker mit første skydive. Året var 2005. Jeg var 18 år. Jeg var ung og naiv og tænkte: “Nåerh ja, jeg er godt nok totalt angst for at flyve, og er ved at skide i bukserne, men det går jo nok.”
Flyet styrtede ikke ned.
Faldskærmen åbnede sig.
Og det var faktisk ikke engang mit sidste skydive.
Klip til 18 år senere…
…og min første dag som selvstændig. Året var 2023. Jeg var 36 år. Jeg var halvgammel og naiv og tænkte “Nåerh ja, jeg aner godt nok ikke, hvordan man gør, men det går jo nok.”
Lolz.
Men det er gået ret godt indtil videre egentlig.
Der var for eksempel dengang, hvor jeg omsatte for 80.000,- på en måned allerede i måned tre som selvstændig. Men der var også dengang, hvor mine to største kunder smuttede uden varsel, inden for samme måned. Eller dengang, hvor jeg lånte SKAT en masse penge, fordi jeg ikke lige fik rettet min forskudsopgørelse.
Det er ups and downs, og man vælter lige ind i det.
Nu er der gået 500 dage, siden jeg startede - og her får du 50 læringer, som jeg har griflet ned. Håber de kan gøre dig klogere.
UDVIKLING
OG MINDSET
#1 Skyd i gang, for faen
Jeg tror, det var Bob Dylan, der sang “Don’t think twice, it’s alright”. Han er sgu da en klog mand. Få det skudt ud, prøv det af og optimér. Hjemmesiden behøver ikke fortælle alting på en gang. Få den lagt ud, så den kan begynde at arbejde for dig, og bliv så klogere. Det kan altid blive bedre - men du vinder ingen nye kunder på at have tingene i dit hoved eller på et stykke papir.
#2 Gør plads til fejl
For du kommer til at begå mange af dem. Maaaange. All the time. Det er meningen. Punktum.
#3 Øv dig på at sige NEJ
Vælg dine kunder klogt – alle penge er ikke lige gode. Dårlige kunder og dårlige opgaver dræner dig. Og ja, det kan være totalt svært at sige nej. Men jeg øver mig, nu på 500. dag. For som jeg ser det: Jo mere du siger nej til crap, desto mere tid har du til det, der giver dig energi.
#4 Gode dyr rådner, gode råd er dyre
Jeg tror, det var første måned, jeg talte med en bankrådgiver, der sagde til mig: “Det er da dumt at gå efter startups og selvstændige, de har jo ingen penge - du skal nok udvide din målgruppe”. Nårh tak, Preben, men jeg tror måske jeg ved en smule mere om positionering, end du gør 😘 Nogle råd hjælper dig videre, og andre...kommer fra folk ved navn Preben.
#5 Ha’ det freaking sjoooovt
Hvis alting er sur røv, kan du lige så godt lægge dig til at visne under naboens rhododendron. Husk at lægge lidt sjov ind i kalenderen. Crash nogens fredagsbar, deltag i en fed konference, selvom den ikke nødvendigvis er spot on i dit felt, syng på vej hjem i bilen i stedet for at lytte til en fag-podcast. Du skal ikke optimere alting. Du kan ikke tjene penge altid. Der skal også plusser på den mentale konto 🥳
#6 Der er en løsning på alt
Og du behøver ikke selv at finde på dem alle. Spørg dit netværk. Brug Google. Find det software, som for 19USD om måneden kan spare dig for 4 timers røvsygt arbejde.
#7 Find dit purpose
Bwaaaah. Det er blå-skjorte-agtigt skrevet. Men jeg er altså også cand.ling.merc’er, så bær over med mig. Hvis du finder ud af, HVORFOR du gør, hvad du gør, så har du a) en rød tråd, der gør det lettere markedsføre/sælge og b) noget der holder dig motiveret, når the going gets tough. For det kommer det til.
#8 Bliv klog på, hvad du IKKE vil
Nogle gange får du en opgave, som ved første øjekast lyder rimelig chilleren, men som du ryger længere ind i den, mister du al job-libido. Den slags opgaver skriver du på “nej tak”-listen. Og så tager du kun sådan en ind igen, hvis din kalender melder total tomgang de næste 4 uger.
#9 Din første idé er… din første idé
Det er ikke den bedste. Men det er den, der sparker dig i gang. Løb med den og se, hvor du lander!
#10 Ha’ realistiske forventninger
Jeg talte for nyligt med en garvet selvstændig, som sagde til mig: “Da jeg gik selvstændig for 12 år siden, fik jeg det råd, at hvis bare jeg gik i 0 efter de første par år, så havde jeg klaret mig godt.”
Jeg siger ikke, at du ikke skal tjene penge. Men måske kan succes se anderledes ud end en million-omsætning. For eksempel fleksibilitet, ferie, færre arbejdstimer eller andet. Vær god mod dig selv, og hold forventningerne realistiske især de første par år.
#11 Lad være med at sammenligne dig selv
Shit hun har mange følgere, og han har faeme en sej hjemmeside! Det er skønt at se på andre, hvis du vil hente inspiration. MEN du dør, hvis du hopper i sammenligningsfælden. Du har din egen prioritering, og din egen plan og dine egne ressourcer til rådighed. I stedet for at se, hvor meget længere andre virker til at være - og se i stedet på, hvor meget du rykker dig. Husk champagnen!
#12 Motivationen kommer og går
I starten cruiser du i dopamin-bussen, men efterhånden som der går drift i tingene, så vil du have dage, måske uger, hvor motivationen går helt fløjtende. Det er ok. Du lærer med tiden at finde ud af, hvornår det blot er almindelig metaltræthed, og hvornår det kræver, at du laver noget om i den måde, du arbejder.
ØKONOMI
OG ADMIN
#13 Køb et system til regnskab
Jeg ved ikke med dig, men jeg er ikke super ferm til fradrag og bilagshåndtering og regnskab og skatteregler. Derfor investerede jeg som noget af det første i et system, der kunne hjælpe mig med netop det. Der findes masser af muligheder derude; to der slår sig op på at være for små virksomheder er Dinero og Billy.
#14 Spar op til tørkeperioder
Det kan godt friste at udbetale sig selv de penge, man tjener. Men det er klogt at spare op i din virksomhed til at kunne klare nedgangs-tider (buuuuh!). De kommer, uanset om det ser sådan ud lige nu, eller ej.
#15 Din opsparing skal være større end du tror
Da 2024 skød i gang, tænkte jeg i min naivitet: "1-2 måneders løn (oveni ferieopsparingen) må være rigeligt, for hvor dårligt kan det lige gå?! Kæft det kører for mig." Lolz. Klip til marts 2024, hvor 80% af min omsætning røg med mine to største kunder, og det tog mig 4 måneder at ramme et almindeligt niveau igen... Nu er jeg begyndt at spare op igen, og har en ny målsætning: 3-4 måneder. Det betyder bl.a., at jeg har sat min løn ned i en periode.
#16 HUSK at rette din forskudsopgørelse
Jeg har stået i en situation, hvor jeg ikke havde penge til at udbetale mig selv løn, fordi jeg fik rettet mine forventede indtægter for året for sent. Det betød, at jeg havde betalt meget mere i Skat i flere måneder, end jeg behøvede. Og det ramte mig på min likviditet. Omvendt kan du også ende i en situation, hvor du skal betale røvmeget retur, når årsopgørelsen rammer. Den er heller ikke god, vel? Sørg for at tjekke op på din forskudsopgørelse engang hver 2.-3. måned.
#17 Find en rar revisor
Det kommer nok ikke som en overraskelse efter de foregående punkter, men jeg er *ikke* en haj til SKAT og alt der følger med den del af at være selvstændig Jeg bruger et regnskabsprogram til at hjælpe mig med at afstemme og indberette, men når året skal afsluttes og indberettes, så har jeg en revisor inde over, der bruger et par timer på at tjekke igennem, at alt ser ud, som det skal. Det er ikke nødvendigt, men det giver mig sikkerhed, at alt er OK.
#18 BS og reminders
Tilmeld din B-Skat til Betalingsservice og sørg for at få tilmeldt din virksomhed til reminders på at angive moms og den slags. Der kommer hurtigt renter på sagerne, hvis du misser en betaling.
#19 Ikke alle kunder betaler til tiden
Og apropos at misse en betaling: Det kan ske for selv de bedste kunder, uanset om du har udpenslet klare betalingsbetingelser, gebyrer osv. Det er et vilkår, desværre. Så sørg for at din likviditet er gearet til betalingssynderne.
NETVÆRK
OG RELATIONER
#20 Netværk med dine “konkurrenter”
Før jeg gik selvstændig havde jeg undervurderet, hvor vanvittig meget hjælp, styrke og hep der er at hente i at netværke med andre selvstændige, der *på papiret* er konkurrenter. Prioriter at drikke en cortado med dine med-selvstændige. Vidensdelingen er guld værd - og det giver i øvrigt en dejlig varm følelse af fællesskab, som mange savner, når de går fra ansættelse til selvstændig.
#21 Et skrivebord kan (måske) afhjælpe crazy cat lady vibes
Efter 6 måneder på hjemmekontoret trængte jeg til luftforandring, så jeg spurgte ud i netværket, om der var nogen, der gad at have mig rendende 1-2 dage om ugen. I dag låner jeg et skrivebord hos de herlige mennesker ved Campfire & Co. Jeg vil umiddelbart sige, at mine crazy cat lady vibes er aftaget siden - men du kan jo spørge dem, om de mener det samme…
#22 Sig nej til røvhuller
Indrømmet, det her er ikke en læring som sådan. Det er en af mine helt grundlæggende betingelser for samarbejde, som jeg fastlagde længe før, jeg fik min første kunde. Mit største privilegie som selvstændig er, at jeg kan sige nej tak til at samarbejde med mennesker, som ikke opfører sig ordentligt. Og DET er dælme fedt. Det har også betydet, at jeg har sagt nej tak til et par stykker, hvor opgaven egentlig lød ok, men kemien ikke var der.
#23 Følg dem, der gør det godt
Du kan tage et shortcut til at blive god til noget, hvis du henter inspiration hos dem, der har været i gamet i lang tid. Altså for eksempel trykker du da bare følg på min Linkedin, hvis du har lyst 🤭
#24 Bed om hjælp
Vi er nogle, der har lidt svært ved at bede om hjælp. Man skulle nødigt være til besvær, ikke? Det viser sig, at der er en hær af hjælpsomme sjæle derude, som ikke forventer noget igen (*GISP*). Især i starten som selvstændig, kan du vælte ud i et hav af udstrakte hænder. Det kræver bare, at du giver et lille pip. Og ja, jeg siger *bare*. Det er jo ikke så let. Men nu fortæller jeg dig, at jeg har været på røven over, hvor mange mennesker der bar mig frem især de første 3 måneder.
#25 Hjælp kunderne videre
God vejledning, hjælp og rådgivning - uanset outcome for dig selv - er altid den bedste forretningsstrategi. Du vil komme til at snakke med mennesker, der har opgaver, som du ikke er den bedste til at løse. Min strategi har her altid været at sende kunderne videre til en freelancer, som jeg vidste, havde høj specialiseret kompetence. Det betyder mindre omsætning i øjeblikket, men til gengæld kan jeg altid stå inde for det, jeg leverer.
#26 Afstem med din partner
Hvis du har sådan én, altså. Sørg for at holde dem inde i loopet på, hvordan det går. Det virker som en skør ting, men det er en ret væsentlig læring fra mine første 500 dage. Det er ikke kun dig, der skal kunne leve med svingende indtægter, det skal din partner også. Lav klare aftaler om, hvad han eller hun skal vide. Det kan (måske) spare jer for et besøg hos parterapeuten ude i fremtiden 😅
#27 Del ud
Pay it forward. Smid små videns-goodiebags til dem, der har brug for dem. Rådgiv og del ud, selvom du ikke får penge. Karma kommer tilbage og det føles rart at dele ud. I hvert fald hvis det ikke tager overhånd, ing? Se læring #28 herunder...
VANER
OG RUTINER
#28 Tidsregistrer
Jeg tidsregistrerer ikke alting, for det er jeg ikke struktureret nok til. Men jeg tidsregistrerer: 1) fakturerbart kundearbejde og 2) ikke-fakturerbart kundearbejde. Så den guide, jeg skriver til dig lige her, står ikke tidsregistreret nogen vegne. Det fakturerbare kundearbejde timer jeg, fordi jeg gerne vil holde styr på, om jeg prissætter mine ydelser rigtigt. Det ikke-fakturerbare kundearbejde timer jeg, fordi jeg ellers kommer til at give for meget væk. Sådan holder jeg fx frivilligt bestyrelsesarbejde og pay-it-forward-hjælp på et niveau, hvor jeg stadig har timer nok i ugen til at tjene penge.
#29 Rutiner skaber kreativitet
Ok, den her er lidt svær. For mange går jo netop selvstændig for fleksibiliteten. Men hvis ingen holder dig op på noget, så kræver det en del energi at holde dig selv kørende, især i den indledende fase, hvor du bygger op og suger til dig. I starten lagde jeg Linkedin-tid, gåture, kaffe-/inspirationsmøder, admin-tid ind i kalenderen fast hver uge.
#30 Husk at fejre dine sejre
Der er ikke andre der gør det. Tre måneder inde havde jeg 80.000 i omsætning en måned, og det fejrede jeg ved at købe en flaske bobler og en macbook, som kunne erstatte mit gamle låne-hakkebræt af en pc. Begge dele blev åbnet midt på dagen 😂
#31 Tag pauser, træk vejret
Gå en tur. Løb en tur. Tøm en opvasker. Ingen dør, hvis du forlader skærmen en halv time. Men måske du til gengæld selv holder til at blive i gamet lidt længere, hvem ved.
#32 Invester i lynkurser
Du kan researche dig til meget, men nogle gange giver det god mening at bruge 1.000 kroner på at spare dig selv for fem timers research. For eksempel, hvis du vil til at lave fede lærings-video-forløb eller hvis du skal til at bygge dit website.
#33 Del ud af din viden
Gør det til en vane at skyde din viden ud som et konfettirør. På telefonen, til netværk, på Linkedin, på din hjemmeside. Det virker måske kontraintuitivt; folk skulle jo gerne betale for din viden, så hvis du giver den væk gratis, hvordan skal du så tjene penge? Undervurder ikke, at det her bygger troværdighed og tillid omkring dig som ekspert, og at det hjælper folk til at forstå, hvad du faktisk kan hjælpe dem med. Næste gang de står i en udfordring, som lugter af dine kompetencer kommer de til dig. Og hvis de i stedet bygger det selv, så havde de nok ikke været gode kunder alligevel.
#34 Hold styr på dine leads
Jeg bruger HubSpot til at holde styr på både leads, deals og lukkede sager - så jeg har overblik over, hvor stor min indtjening er hvert år, og hvor langt det er fra mit mål. Jeg kan også se, hvem jeg skal huske at følge op på. Det synes jeg er smart. Du kan også bruge andre systemer. Eller starte med fx et excel-ark. Uanset hvad vil jeg anbefale dig at lave et system fra start, så du ikke mister potentielle kunder/opgaver i svinget.
FORRETNING
#35 Brug tid på at finde din niche
Du har nok hørt det før, men… hvis du sælger til alle, sælger du til ingen. Du er nødt til at indsnævre din målgruppe, og finde ud af, hvordan dit produkt/service hjælper dem.
#36 Du må gerne ombestemme dig
Skift retning, skift holdning, skift mening. Jeg startede med at have SMV’er som en del af mit segment, men fandt ud af, at det var hos startups og selvstændige at jeg fandt gnisten. Bare fordi du starter ud med noget, behøver du ikke at fiksere på det som Gollum. Test af, om det virker, og sadl om, hvis det ikke føles rigtigt.
#37 Prioritering er en b**ch
Der er også bare så meget, du gerne vil nå og så mange kanaler, du skal være på og så mange du gerne vil hjælpe og så mange produkter du ku’ ha på hylden og du skal også lige ha' drukket kaffe med de her trehundredeogtoogfyrre mennesker. Det er svært at prioritere. Det bliver ved med at være svært at prioritere. Det er et vilkår, så det er en god idé at vænne dig til at være i et limbo-like stadie det meste af din arbejdstid.
#38 En sætning der hjælper dig med positioneringen
Prøv at færdiggøre denne sætning: Jeg hjælper xxxxxx med xxxx ved at xxxxx uden at xxxxx. Det er en superlight udgave af positionering, som især i starten kan hjælpe dig til at holde tungen lige i munden. Du kan altid tilpasse hen ad vejen 🙂 Jeg har gravet min egen frem fra gemmerne her, måske til inspiration: Jeg hjælper startups og selvstændige med at stå knivskarpt ved at lave kickass digital strategi og marketing uden bureaukrati og bullshit.
#39 Sæt dine priser højt til en start
Det her var et råd, jeg fik af min gode ex-kollega Brian. Du kan altid sænke dine priser, hvis du rammer over markeds-niveau. Men det er meget, meget sværere at hæve dem senere. Stol på dig selv og dine evner, og at du kan tage dig betalt for dem.
#40 Én stor kunde er herlig og risky
Jeg elsker at have en-to store kunder i butikken (sammen med en håndfuld små). Jeg kan komme godt i dybden, skabe dybe relationer og behøver ikke på samme måde balancere mellem kort- og langsigtet værdi, som jeg skal på mindre aftaler.
Men jeg er også fuldt bevidst om risikoen: Når de smutter, står jeg med mit økonomiske hår i postkassen. Det er sket én gang før. En måde at tackle det på, kan være at give et afslag i pris mod tilsagn om en længere opsigelsesperiode (mine kunder har som udgangspunkt ingen opsigelsesperiode, så for mig er det en ekstraordinær ting at bede om).
MARKETING
OG SALG
#41 Marketing er et long game
Chances are, at du som selvstændig tilbyder dine ydelser til andre virksomheder, på den ene eller anden måde - i det tilfælde så husk, at marketing ikke virker i dag. Eller i morgen. En gennemsnitlig B2B-kunderejse ligger faktisk på 192 dage. Så fortvivl ikke, hvis du ikke ser salg efter to uger. Det kommer. Hvis du bliver ved, altså.
#42 Dine kunder køber ind på DIG
Det har overrasket mig x100, hvor meget min person er væsentlig, når kunder køber. Så hermed sparer jeg dig for de omveje, jeg tog: Folk skal have tillid til DIG. Derfor er din fortælling, dine værdier og din personlighed en stor og vigtig del af din valuta. Ja, du skal også være dygtig og du skal også have relevante produkter og du skal også vælge din niche og blah blah blah. Først og fremmest skal du sørge for, at du vækker tillid.
#43 Salg er ‘bare’ god rådgivning
Ufff, jeg er ringe til at sælge. Virkelig. Men jeg er til gengæld ret god til at rådgive. Måske har du det lidt på samme måde? Det har hjulpet mig enormt meget at vende min tankegang om, hvad det betyder ‘at sælge mig selv’. Jeg er nemlig for jysk til at prale, tror jeg. Men jeg kan rigtig godt lide at være nysgerrig på andre personer og spørge ind til deres forretning og udfordringer - og når jeg så alligevel lærer lidt om det, kan jeg jo give lidt rådgivning med i samme ombæring. Det viser sig, at det faktisk leder til *ret meget* salg.
#44 Prioriter din markedsføring, også når det går godt
Da jeg i en god periode kunne fodre grise med fucking fede opgaver, stoppede jeg med at bruge tid på Linkedin (som er min primære markedsførings-kanal). Dét skulle jeg ikke have gjort. Tre måneder senere stod jeg uden leads i indbakken. Og det tager altså tid at bygge op igen. Så klem ballerne sammen og lad være med at efterligne hende den naive idiot her.
#45 Find én GOAT-kanal og udvid derfra
Du kan markedsføre dig med tusind budskaber og tusind produkter på tusind kanaler. Det kan let blive uoverskueligt. Find én kanal, hvor du bliver rigtig god. For mig er det Linkedin, for dig måske en anden kanal. Brug dine marketing-kræfter dér det første halve år. Derefter kan du udvide, hvis du tænker, det også giver mening at være et andet sted med et andet budskab.
#46 Hvorfor egentlig en hjemmeside?
Mange selvstændige skynder sig som noget af det første at bruge en masse timer på at lave en hjemmeside - og det ender ofte som spildtid. Tænk først over, hvad din hjemmeside skal gøre for dig. Skal den være et visitkort? En webshop? Skal folk srive sig op til dit fede nyhedsbrev? Blive overbevist om dine skills, så de ringer til dig? Alt efter, hvilken funktion din hjemmeside skal have, så kan du vurdere a) hvor meget krudt du skal bruge på den og b) hvordan den skal tage sig ud.
#47 Undgå ‘meh’-hylden
Man skal kunne mærke dig i alting. Hvis du vil bruge ChatGPT, så gør det til de indledende øvelser, ikke til at skrive selve teksterne. Det skinner tydeligt igennem, hvis AI har skrevet dit opslag. Og det gør ikke noget godt for dit personlige brand. Tværtimod lander du på ‘meh’-hylden, sammen med de andre leverpostejs-brands. Få din personlighed frem!
#48 Kunder kommer fra uventede kanter
Folks første spørgsmål til nye bekendtskaber er som regel “Og hvad laver du så?” - og her er det altså rigtig smart, hvis du har en lynintro parat, som er lidt mere fængende, end hvad jeg i mange måneder præsterede: “Nåååeeeh, det er bare sårn marketing og sager”. *Facepalm*. Jeg har ikke perfektioneret noget som helst, men jeg har et mere brugbart svar parat. Og det har faktisk betydet, at jeg har fået et par nye leads ind, blot ved at møde nye mennesker til festlige lejligheder.
#49 80/20-reglen
Selvpromovering kan godt blive sådan lidt kvalmt at være vidne til, kender du det? Som en tommelfingerregel skal 80% af dit indhold - på hjemmesiden, sociale medier, blog - være værdiskabende for modtageren. Den sidste femtedel af spaltepladsen kan du bruge på salg og selvpromovering.
#50 Færdig er bedre end perfekt
Korrektur-Schmorrektur, ud med dig, lille lærings-e-bog!